Turen til Mexico var fantastisk og en ny oplevelse for mig - og jeg opnåede et mål jeg snart har haft et stykke tid, nemlig at fange en fisk over 20 kg. På billederne ses nogen af de fisk der blev fanget derned. Billeder af min flotte stribet Marlin findes dog kun på video men det kan være at billeder af den bliver lagt på hjemmesiden senere.

Guldmakrel (dorado; Mhai Mhai)

Mexico 2007 Hot og Heavy

Efter min knap så vellykkede tur til Røst i år, havde jeg heldigvis en tur til Mexico at falde tilbage på. 

Så den 4 september 2007 var der afgang til Chicago, hvor vi (Skipper Jens og jeg) skulle mødes med  Steven for at følges ad til Mexico. 

Som det senere skulle vise sig, var det nok meget fornuftigt, at lave et mellemstop i Chicago, ligesom for at vende sig til varmen. Allerede i Chicago var det 36 ˚C, så vi fik noget et varmechok. 

Vi skulle først rejse til Mexico den 6 september 2007 (nok meget heldigt, da orkanen Henrietta hærgede netop i det område, hvor vi skulle fiske). Tiden i Chicago blev bla. brugt til at besøge Bass-pro shop – den største lystfiske og jagtforretning jeg nogensinde har set – så der blev lige brugt et par tusinde kr – men det var jo i dollars, så det var ikke så slemt. 

Den 6. september var det af sted til Mexico. De Amerikanske lufthavns myndigheder har ikke glemt 11. september, og vi blev kontrolleret ganske grundigt i lufthavnen. Det tog endda lidt længere tid for skipper Jens, da han havde glemt at tage sine seler af (nok meget godt, for så havde han tabt bukserne). Flyveturen til Mexico gik uden problemer, og vi kom også igennem den Mexicanske told med vores omfattende bagage uden problemer. Herefter var det hen og finde udlejningsbilen så vi kunne komme af sted til fiskepladsen. Allerede da vi hentede bilen kunne vi mærke de nogen og fyrre graders varme, så det var en hel lettelse at komme ind i en airconditioneret bil. Turen fra flyvepladsen (San Jose Cabo) og ud til hotellet, hvor vi skulle bo tog ca. 1,5 time. Undervejs kunne man virkelig se de mange skader efter orkanen og flere steder var vejen stærkt ødelagt af regn, og floder der var gået over deres breder.

 Vi kom dog helskindet frem til hotellet og fik os installeret i vores dejlige hotel lejlighed. Og igen gudskelov for airconditionering, da varmen absolut ikke var aftaget mens vi kørte i bilen. Vi ankom til hotellet netop som bådene kom hjem fra dagens fiskeri, og selvom det var lige efter orkanen kunne man se at der allerede den dag var fanget nogen fisk. Skibene havde det system at de havde et hvidt flag i masten, hvis der var fanget tun, et gult flag, hvis der var fanget dorado og et blåt flag hvis der var fanget marlin og et rødt flag neden under hvis fiske var genudsat – meget smart system således, at man hurtigt kunne få et overblik over hvad de ca. 60 både, der lå udenfor hotellet havde fanget.

Da vi heldigvis skulle deltage i løjerne (fiskeriet) næste dag blev aftenen brugt til at klargøre grejet – jeg skal lige hilse og sige, at det er voldsomt grej, der bliver brugt til at fiske marlin, tun og doradoer med.

Den næste dag stod vi klar på broen (sammen med en hel masse andre lystfiskere). De første par dage skulle vi sejle med en både med det velklingende navn ”Rude Girl”. Vi fik alt vores grej ombord og herefter var det ud efter bait (makrel og sardiner), som blev købt hos de lokale fiskere.  Da jeg i sagens natur ikke havde prøvede den her slags fiskeri før holdt jeg mig lidt i baggrunden mens Steven og Jens fik sat alle stængerne op til trolling. Den første dag blev det besluttet, at vi skulle lidt ud på vandet – sådan ca. 60 sømil og selvom båden havde en 25 – 28 knob så kunne det jo godt tage et stykke tid.

Da vi havde sejlet rundt derude i et stykke tid fandt skipper lige pludselig en større flok delfiner (100 – 200 stykker), og så lærte jeg, at det var rigtig godt at fiske tun lige omkring sådan en flok delfiner – tunene følger åbenbart med delfin flokken, og spiser det som flokken efterlader af sårede fisk. Vi fangede 3 tun på 3 – 4 kg ved at trolle i nærheden af delfinerne.

I en mindre pause i trollingen fik skipper pludselig øje på en dorado (guldmakrel, mahi mahi), og der blev hurtigt rigget en stang til med en sardin som blev smidt ud til fisken. Efter et par forgæves forsøg var der endelig hook up, og jeg fik lov til at fighte fisken, og jeg skal lige love for, at det var en fight – det er en helt utrolig kraft disse fisk har. Men efter ca. 15 minutter havde jeg dog efterhånden bare fået lidt styr på den, men jeg lod den være i vandet, da den var i selskab med en anden dorado som vi forsøgte at få til at bide, men desværre uden held. Fighten med doradoen var meget visuel, da fisken flere gange var helt henne ved både sammen med sin følgesvend for derefter at tage et rush på en 30 – 40 meter væk fra båden – fedt.

Efter ca. 20 minutter kunne fisken landes, og man kan rolig sige, at jeg var blevet lidt fugtig på panden af at stå og fighte denne fantastiske fisk. Efter at doradoen var fanget var det på tide at stikke næsen hjemad, da der var ca. 2 timeres sejlads til hotellet. På vejen ind forsøgte jeg at komme mig over den store figth og det lykkedes næsten inden vi kom i land. Doradoen vejede 10,3 kg og var en virkelig flot fisk.

Aftenen gik med at få noget at spise bla. tasimi (rå tun med soja sovs) – en dejlig spise som man godt kan blive forfalden til – ikke også skipper Jens (Oplysning til andre: skipper Jens spiser aldrig fisk – han fanger dem bare).

Næste dag var det igen af sted med ”Rude Girl” kl 07.00. Denne dag fandt vi også en stor flok delfiner og ved at trolle i nærheden af dem fangede vi 15 tun igen i en størrelse på 3 – 5 kg, og selv om størrelsen ikke lyder af meget så kæmper de som besatte, og jeg tør slet ikke tænke på hvor meget en tun på eksempelvis 60 kg vil fighte – det række mine små kontor arme vist ikke til.

Det var primært Steven og jeg der fangede tunene denne dag, da Jens lå lidt underdrejet måske på grund af en mindre sammenstød med en dame kaldet ”Bloddy Mary”. Jens er dog undskyldt da han var nødt til at holde begravelse for hans elskede fiskestang, der havde fulgt ham i 15 – 16 år. Skipperen på Rude Girl havde været så uheldig (dum) og brække Jens´s stang i et forsøg på at fange en dorado.

Nå Jens var ved at komme til hægterne igen, da vi skulle til at sejle ind, så han kunne være med til resten af aftenen.

Da vi nu allerede havde fanget en del tun og mærket dens utrolige kræfter ville vi den tredje dag forsøge at fange en bill-fish (blue-marlin, stribet-marlin). Så hele dagen gik med trolling, dog uden det store held så den dag kom vi faktisk hjem uden fisk – det kan altså også ske selv om vi befandt os i et sandt fiske paradis.

Da vi åbenbart ikke var dygtige nok til at fange Mr. Bill-fish prøvede vi næst dag, at medefiske altså bundfiske. Det var en rigtig sjov dag og jeg fik faktisk lov fighte 4 nye arter den dag: Pargo, Amberjack, Rousterfish og Bonito. Alle fiskene lå i størrelsen 3 – 6 kilo og gav alle fantastiske fights. Jeg var også lige ved at få hook up på en pelikan, men det mislykkedes heldigvis. Da jeg så om aftenen fangede en pufferfish (pindsvine fisk) fra bådebroen, så havde jeg faktisk fanget 5 forskellige og nye arter denne dag.

Jens og Steven fangede ligeledes mange fisk denne dag og af forskellige salgs. Mest bemærkelsesværdigt var det nok, at Jens fangede en havslange/havål.

Så humøret var rigtig højt denne dag men sådan er det jo altid blandt lystfiskere, når der bliver fanget nogen fisk.

Nu var vi efterhånden kommet ind i en rytme og næste dag gik også med trolling hvor hoved formålet var at forsøge at fange bill-fish. Der var desværre ikke hook up på nogen bill-fish denne dag men det var tæt på - da vi så en meget tæt på båden og forsøgte at få den til at bide på en sardin men den var åbenbart ikke sulten – det må den så selv om.

Heldigvis fangede vi alle tre denne dag tun i 3 – 5 kilos klassen og det flaskede sig således at både Jens og Steven den dag fangede dorado, så nu havde vi alle sammen fanget dorado – den fantastiske fisk.

Nu var vi efterhånden ved at komme frem til turens anden sidste fiskedag og vi kunne slet ikke forstå, hvor alle fiskedagene var blevet af – OK vi var trætte og var ved at være godt solbrune, men vi manglede jo stadig at hilse på Mr. Bill-fish. Denne dag forsøgte vi hele dagen at trolle efter marlin. Desværre fangede vi ikke nogen, men vi sejlede tæt forbi ikke mindre end to både som havde hook-up af marlin – man kunne se fisken springe langt ud af vandet. Det var jo noget der gav blod på tanden, og vi blev enig om at vi næste dag ville forsøge at overtale skipperen til at fiske i et andet område – længere syd på i håbet om, at der var nogle marlins som havde lyst til at blive fanget.

Vores sidste fiskedag i Mexico startede med at vi tog ud til revet for at fange nogen tun. Det gik faktisk rigtig godt – jeg tror faktisk godt, jeg kunne stå og fange tun i 3 – 5 kilos klassen en hel dag – det er fantastiske kræfter sådan den fisk har. Efter et kort stykke tid havde vi dog fået nok tun, og som vi havde besluttet dagen før sejlede vi syd på jagt efter marlin. Der gik faktisk ikke ret lang tid så havde vi en marlin op bag vores shads, og Steven var hurtig til at kaste en stang medet med en sardin ud til den.. Heldigvis var den sulten og Steven kunne lave et hook up. Jeg var så heldig at Steven og Jens havde besluttet at jeg skulle have lov til at fighte den første marlin vi fangede, så jeg kom hurtig i stolen, hvorefter den stor kamp kunne begynde – det er en fantastik fisk sådan en marlin, og den har enorme kræfter, og selv på meget kraftig grej kan den give en kamp til stregen. Marlinen var heldig vis så flink, at den lavede nogen flotte spring ud af vandet – ligesom man ser på fjernsynet – nu var det bare mig, der var fiskeren. Efter ca. 15 – 20 minutters kamp med flere flotte spring, og gode rush kunne bedstemanden på båden tage fat i næbet på den dejlige stribede marlin, som jeg havde fanget.

Efter en ganske kort tur på dækket for at blive videofilmet kunne denne dejlige, flotte marlin på noget over 50 kilo (120 – 140 engelske pund) slippes tilbage i sit rette element nemlig havet. Jeg har ikke tidligere været den store tilhænger af catch og release, men det prægtige eksemplar af en marlin skulle have lov til at have sin frihed igen – det var i orden.

Nå men efter min fantastiske fight skulle vi jo fiske videre, og sørme om der ikke var hook-up kun et kvarter senere – nu var det Jens der skulle fighte fisken. Man kunne godt se, at han havde prøvet det før, men han kom dog også til at svede, men efter en 10 – 15 minutters figth kunne hans fine marlin beundres. Den blev ligesom ”min” genudsat efter en kort video-session på dækket.

Det kunne jo have været helt fantastisk hvis vi kunne fange en marlin mere så Steven kunne få lov til figthe den – det var jo trods alt ham, der havde arrangeret turen til Mexico men selv om vi forsøgte intenst resten af dagen lykkedes det desværre ikke – men det er nu også flot at have fanget to marlin på en dag.

Om aftenen var der højt humør, men desværre blev vi nødt til at pakke, da vores dejlige ferie i Mexico var overstået.

Tur tilbage til Chicago gik uden problemer og vi var et par dage i Chicago, hvor vi var lidt turister bla. oppe i Sears Tower – verdens tredje højeste bygning (462 meter) – og i det hele taget er Chicago en fantastik storby, hvor vi godt kunne bruge meget mere tid.

Steven og hans familie (Andrea og Oliver) var enormt gæstfrie, og gjorde alt for at vi fik det bedste ud af vore op i Chicago. Steven tog os heldigvis op på hans farm, så vi kunne få lov til at fiske lidt – det var jo så længe siden vi havde været ud og fiske. Steven havde en sø med Bass, bluegill og et par andre ferskvandsfisk. Man skulle bruge bluegill som madding til at fange bass. Bluegill var rigtig nemme at fange - de bed faktisk på en blank krog, men Bass var derimod noget svære at fange. Det lykkedes dog både Steven og Jens og fange en bass, men jeg havde dog ikke same held – jeg er ikke god nok til det ferskvandsfiskeriet – nej havfiskeri er min passion..