Foto galleri

Udsigt fra hochsitz

Hvorfra jeg nedlage kronkalv og kronhind

En del af en fantastisk parade fra Houltumgård Vildt reservat

Kronhind jeg fik lov til at nedlægge

En kronkalv som jeg fik lov til at nelægge

En muflonvædder som jeg fik lov til at nedlægge - den er da flot ikke

Flot kronhjort nedlagt af Gorm

Dåb som kronvildt jæger

Dåb som muflonjæger (jeg blev også døbt som man bør men der er ikke noget billede)  

Oplevelserne startede faktisk allerede fra morgen stunden efter jeg vel havdet siddet 1,5 - 2 timer i hochsitzen. I tiden havde jeg set en stor rudel kronvildt, men som var uden for skudvide.

Pludselig ser jeg en rudel komme trækkende op imod mig. Som det fremgår af biledet sidder jeg foran en lille sø, og rudlen stiller sig på den anden side i en afstand, som jeg vurdere til ca. 150 - 160 meter. Jeg vil indrømme, at det er et langt skud men mener dog, at det er muligt med fast anlæg. Jeg sidder og studere dyrene igennem kikketeren og det første dyr der står frit til skud er en kronkalv. Jeg mener, at dyret står tæt på optimalt (dog ikke med hele bredsiden til) og jeg lader kuglen gå. Der ses tydlig træf på dyret, men da dyret ikke falder om med det samme skyder jeg igen, hvorefter kronkalven vælter og bliver væk i det høje græs. 

Rudlen havde ikke bemærket skudene og pludselig står en hind frit til skud. Hinden bliver hårdt truffet, men jeg skal indrømme, at den heller ikke går ned med det samme, så jeg skyder også til hinden igen og den forsvinder i det høje græs.

Jeg var langt fra tilfreds med mine skud, men måtte sidde i yderligere i ca. 0,5 - 1 time inden vi blev samlet, og jeg kunne fortælle om det ting jeg var ansvarlig for. For en sikkerheds skyld gik vi over og så til dyrene og min værste anelser blev  opfyldt, idet at der stadig var liv i dyrene og vi var nødt til at affange dem.

Dette gav selvfølgelig et skår i glæden over at have nedlagt to stykker kronvildt.

Om eftermiddagen sad jeg i en hoch sitz, hvor der igen kom en rudel ude på ca. 180 meter, men med formiddagens hændelser i mente undlod jeg at skyde og ventede på at dyrene kom tættere på. Det gjorde de ikke og jeg lod derfor være med at skyde.

Om aftenen var der mange historier og oplevelser der skulle fortælles, men da vi faktisk skulle på jagt den følgende dag blev det ikke alt for sent og vi nøjedes med en enkelt Irsh Coffe.

Den næste morgen blev jeg sat i en hochsitz, og da jeg havde fortalt Peter Gasbjerg (jagtlederen) at mit store ønske var at få lov til at nedlægge en muflonvædder var aftalen, at hvis der skulle komme nogen forbi måtte jeg afgive skud. Efter at have siddet i tre timer (hvor jeg ærlig talt mest spekulerede på skuddene fra gårsdagen formiddag), og der ikke var kommet noget jagtbart forbi kom Peter Gasbjerg op til min hochsitz og sagde, at nu skulle vi prøve at prüche lidt rundt og se om vi kunne finde en muflonvædder.   

Vi havde ikke gået mange hundrede meter før at Peter Gasbjerg spottede ikke en men hele tre muflon ca. 1500 meter ude (faktisk meget godt spottet). Pürchen til dyrene var faktisk meget nem enten har muflon ikke et ret godt syn, eller også havde de ikke bemærket, at der var fare på færde. Det lykkedes os i hvertfald at komme ind på ca. 95 meter, hvor vi fra en remisse kunne stå og betragte dyrene. De essede roligt videre, og var ikke opmærksom på vores tilstedeværelse. Jeg havde udset mig den muflon jeg ønskede, og nu var det blot et spørgsmål om at vente indtil den stod frit til skud. Pludselig opstod sitationen, og jeg lod kuglen gå. Dyret gik ned som ramt af lynet, og efter at de to andre havde forladt pladsen gik vi op for at tage trofæet i øjesyn. Jeg havde jo i sagens natur ikke set en muflonvædder før men jeg synes at det er et flot eksemplar jeg har nedlagt.

Da dyret forsat trak vejret valgt Peter Gasbjerg at skyde det i hjertet, hvorefter der meget hurtigt blev ro. På trods af at Peter Gasbjerg blev nødt til at affange føler jeg stadig, at det er mit trofæ. Skuddet på en muflonvædder er svære at se på grund af den kraftige pels, så det var først efter flånigen, at det kunne ses, at dyret var truffet højt mellem hjerte og rygsøjle hvilket var forklaringen på at det ikke forente med det samme.

Peter Gasbjerg lod mig brække dyret, og gav mig god tid til at nyde vædderen og de omgivelser det var skudt i. Da jeg sad og kiggede udover det hedestykke der er en del af vildt reservatet blev jeg lidt tung om hjertet. Området havde givet mig så mange oplevelser, men reservatet skulle nu nedlægges, fordi der skulle føres en motorvej igennem området. Jeg kan godt lide at køre på motor vej når jeg skal fra punkt a til b, men hvorfor skal det lige gå igennem dette vidunderlige område.

Nå men efter ca. 1 time kom Peter Gasbjerg igen og vi fik vædderen læsset på traileren og jeg fik lov til at kører den dejlige firhjuls trukne bike som jo kan få drenghjertet op i en hver.

Vi skulle rundt og opsamle andet vildt skudt denne formiddag. En enkelt i selskabet ønskede sig brændende en kronhjort, men det var ikke rigtig lykkedes om formiddagen, så efter frokost gik Peter Gasbjerg og Gorm ud efter hjorten, og som det fremgår af billedet lykkedes det at få nedlagt en flotte ulige 12- ender (er ikke helt sikker men kig på billedet).

Tilsidst vil jeg gerne takke alle for at de har været med til at gøre en af de sidste ture til Houltum Gård Vildtreservat til en fantastisk oplevelse. Efter mine egne krav (der som regl er ret hårde) var det ikke optimale skud jeg leverede, men jeg har dog forsøgt at gøre det bedre ved en del træning på hjortebanen.

Jeg glæder mig allerede nu til jeg skal derover for den allersidste gang i januar måned og jeg håber og jeg ved jagtens afslutningen kan løfte på hatten og sige tak for denne gang og forbande motorveje.