Klik på billed eller text

Foto galleri

Video fra Wildlife Video Production

Klippet og efterredigeret af Kenny Rander Nielsen

For video klik på billede eller tekst

Naturen, vildtet

Jagt på Impala, blue wilderbeeste, Oryx og springbuk

Billedkavalkade

Forlovelse

Mit Afrikanske Eventyr 

Part 2

Indledning

Nu er det jo ved at være et par år siden, at jeg var på min sidste safari, og det var jo en fantastisk oplevelse, som jeg meget gerne ville prøve igen, så da en af min jagtkammerater (Klavs) sagde, at han var kommet i kontakt med Teglskovens hunting der kunne arrangere en safari hos Mayogi Safari. Da vi kunne få passet en tur ind imellem alt det andet, som vi også skal se til (bukkejagt, fællesjagt etc.), ja så var jeg frisk. Som det fremgår af ovenstående fotogalleri, var min safari part 2 meget udbytterig, og jeg havde nogle fantastiske dage, som jeg vil forsøge at beskrive i det efterfølgende.

Til forskel fra tidligere var denne safari anlagt således, at man kunne få en ledsager med - et arrangement som jeg kun kan anbefale at prøve. Så Klavs havde sin kone, Hanne med, og jeg havde min kæreste, Nicoline med. 

Flybilletterne blev bestilt over nettet (flybillet.dk) og kan kun anbefales. Til forskel fra min første safari havde vi valgt ikke at tage egne våben med. Noget jeg også vil anbefale, at man overvejer, idet det giver mange flere valgmuligheder mht. valg af flyselskab og giver stor tidsbesparelser i de forskellige lufthavne. Våbnene, som vi lånte hos Mayogi Safari, var af en udmærket kvalitet - jeg skød selv med en 308 med lyddæmper. Ved ankomst til lodgen havde vi god lejlighed til at gøre os fortrolige med riflerne.

Vores flyvetur derned gik uden problemer - en lang tur (27 timer), men sådan er det jo, når man vil ned til den store kudus land. Vi landede i Port Elisabeth den 27. juli 2015. Vi blev hentet af Dirk Dorfling i hans 4 WD, en bil som var meget mere egnet til at køre i bjergene end i storbyen, og det passede os jo også ganske godt - det var ligesom der, vi skulle på jagt.

Der var ca. 1 times kørsel til den lodge, som vi skulle bo på de første 2 dage. Så snart vi kom ind på lodgen, var det, som om ejerne havde bundet alle dyrene langs vejkanten, så der var impala, gnu, springbuk, giraf, gnu, sabelantilope og zebra, så øjnene stod på stilke både hos os, der havde prøvet Afrika før og hos de nye (Nicoline), der så det for første gang.

Efter indkvartering på vores værelser var der lige tid til en lille tår over tørsten, og så var det afgang til skydebane. På skydebanen mødte vi vores personal hunters (PH) for første gang. Jeg skulle gå på jagt sammen med Ken, mens Klavs skulle gå på jagt med Marius. Vi fandt lynhurtigt ud af at vores PHer var topprofessionelle folk, der bare ville gøre alt for, at vi fik nogle gode jagtdage.

Efter indskydningen (min riffel skulle ikke rettes det mindste) var vi klar til at gå på jagt. Da Arno Dorfling også var med som min jagtfører den første dag, fik jeg faktisk to PHer med første dag, og sammen med Nicoline (min dejlige ledsager) og en tracker var vi jo faktisk et helt selskab, der tog på jagt ude i bjergene. Det var fra Danmark aftalt, at vi skulle forsøge at få de fem vildtarter (kudu, impala, springbuk, warthog, duiker/bavian). Der kan siges meget for og imod sådanne pakkearrangementer, men ved begge mine safarier har vi aftalt sådanne pakker, og det har gået godt, de to gange jeg har prøvet det. Vi startede faktisk vores pürch, blot for at se hvad der var i området, men der gik ikke lang tid, før vi så tre gnuer (blue wilderbeest). Efter en kort konferering blev vi enige om at forsøge på disse tre gnuer, selvom de jo ikke var målet fra starten, men sådan er jagt jo.

Vi fik nu prøvet virkelig at pürche i det afrikanske højland, og man finder lynhurtigt ud af, at alle, og jeg mener alle buske har pigge på. Nogle er lange, og andre er monster lange, så det er en udfordring at forsøge at pürche sig stille igennem dette buskads.  Vi forsøgte virkelig at komme ind på gnuerne, men det lykkedes desværre ikke - de er årvågne de wilderbeest.

Nå, det var også ved at blive forholdsvis mørkt, men Arno syntes lige, at vi skulle over den sidste mark, inden vi skulle hjem. Det var, som sagt, ved at blive rimelig mørkt, og jeg blev på et tidspunkt spurgt, om jeg kunne se mere i kikkerten, og jeg måtte sige, at jeg nok kunne se i 10 minutter mere, men så heller ikke mere - herefter gik vi i cirka 30 minutter, hvorefter Arno pludselig stoppede op og vendte sig mod mig - "do you want to shoot a porcupine?". Jeg vidste jo godt, hvad en porcupine var, og sådan et hulepindsvin ville jeg da gerne skyde. Efter lidt hjælp fra de andre fandt jeg den endelig i kikkerten og lod skuddet gå. Hulepindsvinet var vel ude på en 70 - 80 meter, og umiddelbart efter skuddet kunne jeg høre en raslen nede fra pindsvinet, og det lå bare helt stille. Magen til pindsvinet var også i området og kom faktisk løbende op mod mig, men den løb ret hurtigt og var ikke til at få hold på, så der blev ikke skudt til den.

Herefter kunne vi se lidt på det hulepindsvin, jeg havde nedlagt, men når man kigger lidt nærmere på den, er det faktisk et ret fantastisk dyr - store tænder som en bæver og så selvfølgelig de lange spidse sorte og hvide pigge.

Jeg var rigtig glad for, at jeg fik lov til at nedlægge det første stykke vildt på vores tur, og efter en foto session var det afgang til lodgen.

Kaktusser og andre stikkende ting

Jagtbilen

Nedlagt impala sammen med med min PH Ken

Næste morgen var det tidligt op (Ca 6.30), og da Nicoline syntes, gårsdagen jagt var rigtig spændende, så ville hun også gerne med her den første rigtige jagtdag.

Dagen startede med, at vi spottede en gruppe gnuer, som vi forsøgte at komme tættere på. Det lykkedes da også næsten, og vi kom ind på 180 meter af dem, men da de alle stod med bringen vendt direkte imod os, blev vi nødt til at vente. Pludselig stak flokken af uden at give chance for at afgive skud - så det blev ikke til blue wilderbeest denne formiddag.

Da vi kom op til bilen, så vi en stor flok impalaer med en god buk imellem, så jagten skiftede pludselig karakter fra gnujagt til impalajagt.

Efter lidt pürchen frem og tilbage kom vi ind på ca. 150 meter til impalaen. Den trebenede skydestok blev stillet op, og jeg fandt forbenet af impalaen, som stod med siden til. Impalaen gik ned som ramt af lynet og efter et par spark med benene blev der ro. Jeg genladede hurtigt og var klar til at skyde igen, men det viste sig hurtigt, at det ikke var nødvendigt.

Som noget helt specielt blev vi denne dag fulgt at GJ fra Wildlife Video Production (www.mayogi-safaris.co.za) og han havde fulgt hele optrinnet og det afsluttende skud. Jeg har fået lov til at vise videoen, som jeg har lavet et specielt afsnit med efter min beskrivelse af jagten (hvis du vil se filmen, kan du også trykke på denne genvej).

Min nedlæggelse af impalaen var også speciel, fordi Nicoline var med, og hun kunne følge med i den tradition med at lægge dyret pænt op til fotografering, og når det var slut, blev dyret pænt taget ud og gjort klar til slagtehus.

Nyala nedlagt af Klavs - her er han sammen med sin PH Marius

Duikeren - der næsten forsvinder på den afrikanske jord

Nedlagt wilderbeest sammen med min PH Ken

Den næste dag havde Nicoline ikke lyst til at tage ud fra morgenstunden så det var "kun" min PH Ken, vores tracker "Vorslag" og jeg selv, der tog på jagt. Vi startede med en  forholdsvis lang køretur, hvor vi blandt andet så kudu, impala og gnuer. Da vi kom til en korsvej, blev vores tracker sat på den ene vej, mens Ken og jeg holdt øje med den anden vej. På et tidspunkt ville Ken lige se, om trackeren havde set noget, og han forlod mig for en kort bemærkning. Mens han var væk, så jeg ude på ca. 200 meter først en - derefter to duiker, der trådte ud af buskadset langs vejen. Da Ken kom tilbage, og der stadig var en duiker tilbage ude på vejen, blev vi enige om, at forsøge at jage den. Efter en forsigtig pürsch kom vi frem til at være på ca. 150 meter afstand.

Den trebenede skydestok blev stillet op, og der  blev gjort klar til. Selvom duikeren er et lille dyr, og det var forholdsvist langt ude, følte jeg dog, at jeg kunne afgive et sikkert skud, og jeg lod kuglen gå. Duikeren blev slået til jorden, som ramt af lynet. Da vi kom frem til dyret, kunne vi se, at jeg er kommet lidt langt frem på duikeren, og skuddet må nærmest betegnes som et halsskud.

Duikeren blev lagt pænt op til fotografering, og efter brækning blev han lagt  i vejkanten, mens vi gik videre på jagt. Efter en tur på et par kilometer eller mere endte vi på forunderlig vis op ved bilen, og vi kørte hen for at samle duikeren op og kørte den til slagtehuset. Da vi skulle skifte lodge/jagtområde, holdt vi lidt tidlig fyraften, men jeg havde dog også allerede en del oplevelser, som jeg godt ville bruge lidt tid til at fordøje.

Om aftenen var der igen hygge ved pejsen, og vi var efterhånden ved at finde smag for den lokale drik - Brandy og Cola.

Jagtstuen på lodgen

Vortesvin dog med meget nedslidte/brækkede tænder

Baren i den flotte jagtstue

Næste dag havde Ken og jeg besluttet, at vi skulle prøve at jage Afrikas grå spøgelse - kuduen. Vi startede tidligt og morgnen med at stalke langs bjergsiden, hvor vi både så Nyala og Kudu, men begge hunkøn som jo er meget flotte dyr, men ikke jagtbare. Under vores pürsch var vi også ude for den sjove oplevelse, at vi kunne snige sig op til et vortesvins bo, hvor vi kunne se, at der var nogen nede i hulen. Da vi alle tre (Ken, Vorslag og jeg) var ca. 5 meter fra hulen, kom der 4 vortesvin. De fot lige imod Vorslag, som skyndte sig væk.

Efter vi var færdige med at grine, fortsatte vi pürchen, og efter at vi var gået et par kilometer mere, spottede vi pludselig en kudutyr. Den stod på den anden side af en slugt og var vel en ca. 200 meter væk. Tyren blev vurderet og fundet absolut jagtbar, så nu drejede det sig om at finde en god og stabil skydestilling. Jeg brugte her et træ som skydestok, og jeg måtte vente, indtil der var et lille ophold i den forholdsvis kraftige blæst, inden jeg kunne finde tyren i kikkerten og lade skuddet gå. Vi kunne se, at det store dyr blev ramt og dyret for ned ad bjerget.

Jeg blev herefter placeret på bjergskråningen og fik besked på, at jeg skulle være sikker på at, det var den rigtige kudu jeg skød til, hvis den skulle komme forbi. Det lægger jo noget af et pres på en, men efter ca. 15 minutters venten kunne jeg hører Ken afgive et fangstskud. Efter lidt råben og fløjten fandt vi hinanden igen, og jeg kunne tage kuduen i øjesyn. Jeg har jo nedlagt kronhjorte før, også kronhjorte som jeg synes er store, men hold da op sådan en kudu, det er et stort dyr, og hornene på sådan en krabat er jo et helt kapitel - flotte snoede horn med en anseelig længde - jeg nåede ikke at få dem målt op, så det må vente, indtil jeg får opsatsen hjem.

Kuduen er et meget stort dyr, så der skulle 4 mænd til at bære den nedad skråningen - mig og Ken kunne jo herefter gå tilbage til bilen og overlade det hårde arbejde til Vorslag og hans kollegaer.   

PH spejder udover jagtmarkerne

Min flotte Oryx 

Flot springbuk i den flotte afrikanske natur 

Vi kørte tilbage på farmen, og det var jo kun Nicoline, der var på farmen (Klavs og Hanne var jo taget afsted på jagt), men så måtte Nicoline jo lægge øre til mine fantastiske oplevelser fra morgenstunden. Efter en hurtig morgen blev Ken og jeg enige om, at nu var det altså på tide at komme på jagt igen. Nicoline ville også gerne med, og det var jo rigtig dejligt. Ken og jeg blev enige om, at vi skulle prøve vortesvinet, da vi jo havde vækket fire af dem om morgenen. Efter ca. en times jagt kom vi frem til en rigtig gammel orne, som stod og åd under et træ. Vi kunne alle se, at det var et rigtig gammelt dyr med afbrækkede tænder. Ken sagde, at det helt var op til mig, om jeg ville skyde, eller om vi skulle forsøge at finde et andet svin. Nu er jeg jo sådan jagtligt opdraget, at når man får en chance, ja så tager man den. Jeg fandt ornen i kikkerter og lod skuddet gå. Svinet drejede rundt og forsøgte at flygte, men efter kun et par meter væltede han og lå og sparkede med benene et par gange, hvorefter der blev ro.

Så var det igen tid til at få ornen arrangeret til et flot billede, og det er da rigtigt, at trofæet er måske ikke det største og mest imponerende, men jeg er fortsat glad for mit vortesvin.

Så var det tid til at få vortesvinet lastet, og det var jo noget nemmere end med kuduen, som var nedlagt lidt tidligere i dag.  Efter at vi lige var tilbage på lodgen for en kort bemærkning, var det afsted på jagt igen - han gik til den ham Ken. På denne jagt havde vi også fået selskab af GJ og hans kamera, så det var jo rigtig spændende, om eftermiddagen ville bringe noget.

Efter et stykke tid så vi nogle gnuer (blue wilderbeeste), der stod og græssede på den anden side af en slugt. Strategien blev lagt, og det gjaldt om at komme om bag ved dyrene således at vi kunne komme op til dem i god vind. Strategien lykkedes, og vi kom vel ind på ca. 150 meter fra dyrene og fik gjort os klar. Gnuerne havde fået en mistanke om, at der var et eller andet galt, så de stod med bringen til os. På et tidspunkt var der et dyr, der stod frit, og jeg fik lov til at skyde. Skuddet gik fint, og dyret sprang til den ene side og forsvandt med resten af gruppen. Herefter var det Vorslag, der kom på arbejde, og det varede ikke længe, før han havde fundet det første svejs. Svejssporet var meget nemt at følge - det kunne selv jeg følge - efter ca. 100 meter lå guen der. Et kæmpedyr med en rigtig flot opsats. Så nu havde jeg i løbet af en enkelt dag nedlagt 3 dyr, så det var helt vildt. Efter den traditionelle fotosession og lastning af dyret - noget som også var lidt vanskeligt, men noget som GJ, Ken og Vorslag hurtigt ordnede.

Herefter gik turen tilbage til lodgen og jeg og Ken kunne hurtigt blive enige om, at nu var det nok jagt for i dag.

Om aftenen blev alle de nedlagte dyr fejret med den lokale favorit drink - brandy og cola - da Klavs havde nedlagt et dyr, og jeg havde nedlagt hele tre dyr, blev det til et par brandy og cola den aften - dog ikke mere end at vi var klar til jagt næste dags morgen.

Behandling af skind og trofæer

Trofæer fra springbuk

Udsigt fra lodgen

Oryxen blev, som det var traditionen, lagt op til fotografering, og det var en glad jæger, der kunne sætte sig bag det nedlagte bytte. Herefter var det transport af dyret til slagtehuset. Om eftermiddagen var Ken og jeg på jagt efter bavianer dog uden det store held. Man skal nok vænne sig til at skyde på meget lange afstande (3- 400 meter). Eftermiddagens tur havde også det formål, at jeg skulle se et helt specielt sted, men mere herom senere.

Om aftenen var der traditionen tro cola og brandy og kød på grillen - ja, så bliver det ikke meget bedre. Nu var vi jo ved at kende både ejerne (Dirk og Arno) samt PHerne (Ken og Marius) ganske godt og kunne derfor også diskutere politik, og det er jo klart, at Sydafrika har et helt andet system, end det vi kender til og står med helt andre udfordringer, men det var en god snak, vi havde denne aften. 

Bil af ældre dato efterladt i bushen

Det glade hold af PH; ledsager og jægere

Samling foran Mayogi Safaris

Indgangshullet så lidt voldsomt ud, men det fik Ken hurtigt ordnet med lidt jord og en sten, således at der kunne blive taget et flot trofæbillede.

Klavs havde ikke haft held endnu, så han jagede videre, men efter ca. en time havde han held og fik nedlagt en flot springbuk.

Om eftermiddagen skulle den store hemmelighed løbe af stablen. Inden afrejsen havde jeg sagt til Henrik fra Teglskoven Hunting, at jeg under vores safari ville fri til Nicoline. Dette medførte en  heftig udveksling af mail mellem både Henrik fra Teglskovens Hunting og sydafrikanerne omkring, hvorledes  forlovelsen skulle foregå. Klavs og Hanne blev også inkluderet i planen, så til sidst var det faktisk kun Nicoline, der ikke vidste noget. Ken var også med på planen, så han fortalte, at han meget gerne ville vise os et vandfald, men at vi først skulle på bavianjagt - mest for at komme væk, så de øvrige kunne arrangere alt muligt. Måske havde Ken ikke involveret Vorslag fuldstændig i planen, han var i hvert fald noget frustereret over, at vi skulle kigge efter bavianer på steder, hvor der aldrig har været bavianer :-). Efter en længere køretur i jagtområdet kom vi frem til vandfaldet, og da jeg jo havde været på stedet dagen i forvejen, vidste jeg også hvilken vej jeg skulle gå. Det er jo tæt på, at man får bukkefeber i sådan en situation, men vi kom frem til vandfaldet, og Ken trak sig stille og roligt tilbage, og Nicoline havde ikke helt lugtet lunten endnu. Vi kom frem til stedet, hvor de fra lodgen havde dækket op til en fin picnic med champagne og en hel masse lækkerier. Så måtte jeg jo ned på knæ og komme med spørgsmålet, om min dejlige Nicoline ville gifte sig med mig. Heldigvis sagde hun ja og gav mig et dejlig langt kys. Jeg havde heldigvis husket ringene, og Nicoline blev rigtig glad for sin ring, selvom den ikke passede helt optimalt, så den røg på lillefingeren. Herefter bev champagnen åbnet, og Nicoline kunne jo ikke styre sin nysgerrighed, og hun skulle have alle detaljerne at vide, hvor lang tid det havde taget at arrangere, og hvo rmange der var involveret i planen. Efter vi havde siddet og nydt hinandens selskab i ca. 30 minutter. Jeg har helt glemt at fortælle, at GJ selvfølgelig dækkede hele forlovelsen med op til flere kameraer, og det er jo dejligt at have sådan en oplevelse fastholdt på film. Så nu har jeg ingen kæreste mere, nu har jeg en forlovet.

Efter ca. en halv time gik vi tilbage til bilen, hvor Ken og Vorslag på forunderligvis dukkede op, og herefter var det afgang tilbage til lodgen, hvor vi blev modtaget af de andre, og alle ønskede os tillykke med forlovelsen. Herefter var der cola og brandy i gode mængder, man skal jo ikke lave om på en god tradition, bare fordi man er blevet forlovet.

Så det blev lidt sent denne aften, men både jeg og Klavs var klar til at tage på jagt næste dag. 

Solnedgang i Afrika

Forlovelse i Afrika

Forlovelse i Afrika

Oplevelserne den næste dag er desværre hurtigt overstået - efter en god pürch fandt vi en en god steinbuk - det var godt nok et langt skud til et lille dyr, men jeg syntes jo efterhånden, at jeg var vant til det,  så jeg skød. Da vi gik hen imod skudstedet, lettede steinbukken og forsvandt i det nærliggende buskads. Desværre fandt vi ikke bukken på trods af intens søgning af såvel Ken, Vorslag som en hund. Så mit sidste skud i Afrika gik ikke så godt: Det er jo noget, man på alle måder forsøger at undgå, men man bliver nok også nødt til at indrømme, at det er noget alle jægere kan komme ud for.

Det fjernede jo selvfølgelig lidt af glæden for mig her den sidste dag, men Nicoline var god til at trøste mig, og jeg må jo også videre i livet.

Den sidste dag var der igen gang i grillen, og der var brandy og cola ad libitum.

Den næste dag var det hjemrejse, og det var en lang tur,m men det var dejligt at komme hjem til familien, herunder hundene. Nu gælder det bare om at glæde sig, til trofæerne kommer hjem, således at det hele kan opleves engang til.